Foder og vand

Foderkvalitet

Mykotoksiner i foder og halm – En trussel mod din produktion

Mykotoksiner er giftstoffer, der dannes af skimmelsvampe i foderet og udgør en alvorlig risiko for grise. Toksinerne kan deles op i to hovedgrupper: Marktoksiner og lagertoksiner. Marktoksiner dannes, mens afgrøderne vokser på marken, og er ofte knyttet til stressede planter, f.eks. på grund af dårlige vejrforhold, skadedyr og lignende. Eksempler på marktoksiner er deoxynivalenol (DON) og zearalenon. Lagertoksiner opstår derimod efter høst, hvis afgrøderne opbevares under fugtige eller varme forhold, og typiske eksempler er penicillinum og ochratoksin.

Hvordan opstår mykotoksiner?

 

Skimmel går altid forud for toksiner, hvilket betyder, at synlig skimmel på korn er en advarsel om en potentiel toksintrussel. Skimmel kan smage og lugte grimt, hvilket fører til, at dyrene mister ædelysten og æder mindre. Selvom skimmelsvamp delvist kan fjernes ved bearbejdning af kornet, forbliver mykotoksinerne. De har hverken har smag eller lugt, og kan dermed være til stede i foderet uden at blive opdaget. Det er derfor vigtigt at holde øje med tegn på skimmel, men også være opmærksom på, at toksinerne stadig kan være til stede, selvom skimmelsvampen ikke er synlig.

 

Forskellige typer af mykotoksiner i foder og deres virkning på grise

Mykotoksiner kan have forskellige sundhedsskadelige virkninger på grise og andre husdyr. De mest almindelige toksiner i svinefoder inkluderer trichothecener, zearalenon, ochratoksin og penicillinum, men der findes også andre typer, der kan påvirke grisenes sundhed.

  1. Trichothecener er en gruppe mykotoksiner, der dannes af Fusarium-svampe og kan opdeles i to hovedgrupper:

   – Trichothecen A, som inkluderer toksinerne HT-2 og T-2 toksin. Disse er yderst giftige, og selv små mængder i foderet kan føre til alvorlige symptomer. Hvornår niveauerne giver problemer er omdiskuteret. Det er vores erfaring, at når niveauerne overstiger 40-50 ppm, kan dyrene vise symptomer, som nedsat foderoptagelse og generel mistrivsel.

   – Trichothecen B inkluderer deoxynivalenol (DON), også kendt som “vomitoxin”, som er et af de mest almindelige mykotoksiner i svinefoder. DON hæmmer dyrenes appetit, hvilket resulterer i lavere foderoptagelse og langsommere vækst. Typisk reagerer grise på DON ved at æde mindre eller helt nægte at æde foderet, hvilket kan føre til store produktionsmæssige tab.

  1. Zearalenon er et andet mykotoksin fra Fusarium-svampe, der påvirker dyrene. Dette toksin efterligner østrogen, hvilket kan føre til hormonelle forstyrrelser hos søer, såsom infertilitet, børprolaps og for tidlige faringer. Zearalenon kan være særligt skadeligt for unge søer, da det forstyrrer deres reproduktive cyklus, hvilket i sidste ende kan føre til mindre produktive besætninger.
  1. Aflatoksiner er en af de farligste typer mykotoksiner og dannes af Aspergillus-svampe. Aflatoksin er ekstremt giftigt og kan skade leveren alvorligt, påvirke immunsystemet og i værste tilfælde forårsage akut forgiftning og død. Selvom aflatoksiner er sjældne i Danmark, er de kendt for deres høje toksicitet, og de bruges som reference for toksinmålinger, da deres giftighed er en 1:1 sammenligning med andre toksiner. Aflatoksiner kan være særligt problematiske i varme, fugtige klimaforhold, og derfor er god lagring og tørring af korn afgørende for at undgå dem.
  1. Penicillinum er et lagertoksin, der også kan skabe problemer for grise. Dette toksin har mange sundhedsskadelige effekter: Det kan medføre øget spytproduktion, skade leveren, udvide blodkarrene og forstyrre tarmfloraen. Når tarmfloraen ændres, bliver foderoptagelsen påvirket, hvilket kan føre til diarré og nedsat vækst. Penicillinum indeholder stoffer med antibakterielle egenskaber, som kan slå bakterier ihjel. Det kan dette forstyrre balancen i tarmfloraen og give problemer som dårlig foderudnyttelse. Det er særligt farligt, hvis det kommer i køers foder, da det kan ødelægge vomfloraen, hvilket er katastrofalt for en ko. Soens “vom”, som er stortarmen, kan påvirkes på lignende vis.

Hvor pålidelige er toksinanalyser?

Udover de kendte mykotoksiner findes der også maskerede toksiner – kemiske forbindelser, der ikke altid opdages ved traditionelle tests. Dette gør, at risikovurderinger ofte undervurderer toksinbelastningen i foderet, og derfor er det altid vigtigt at overveje den samlede sundhedstilstand hos dyrene. Det er også afgørende at teste foderprøver regelmæssigt og tage højde for nye mykotoksiner, som opdages hvert år.

 

Hvornår er der risiko for mykotoksiner?

En række faktorer øger risikoen for mykotoksiner i korn og halm. Sædskifte spiller en afgørende rolle, hvor gentagen dyrkning af samme afgrøde, fx majs efter majs, skaber et gunstigt miljø for svampevækst og toksiner. Tilsvarende kan pløjefri dyrkning være en udfordring, da svampe trives i jord, der ikke vendes, hvilket øger risikoen for toksiner i både korn og halm.

Høsttidspunktet er også kritisk. Vådt vejr, der forsinker høsten, giver optimale forhold for svampevækst og øger dermed risikoen for toksiner. Effektiv håndtering af høst og lagring er derfor afgørende for at minimere toksinrisikoen. Korn bør tørres hurtigt, helst inden for 5-6 dage, for at undgå udviklingen af lagertoksiner. Korn skal opbevares under optimale forhold – ideelt set med en fugtighed på 15 % og en temperatur på 8 °C for at være lagerfast.

 

Hvordan tester man foder og halm for mykotoksiner?

For at sikre, at korn og halm ikke indeholder skadelige mængder af mykotoksiner, er det vigtigt at tage repræsentative prøver. En korrekt prøve indebærer, at man tager i alt 1kg korn, men fra flere steder. Halm er endnu sværere at tage prøver fra, da det kræver små stikprøver fra mange baller for at opnå et repræsentativt billede.

Selvom laboratorietests kan påvise forekomsten af mange kendte toksiner, skal man være opmærksom på, at ikke alle toksiner testes for, og at nye toksiner opdages løbende – omkring ét om året. Derudover kan nogle laboratorietests undervurdere risikoen, hvis toksinerne er maskeret eller bundet til andre stoffer.

Kig derfor også på dyrene – de skal nok fortælle, om der er en udfordring.

 

Risiko ved mykotoksiner i halm til grise

Halm kan indeholde betydelige mængder af toksiner, selvom kornet ser fint ud. Det er udfordrende at vurdere, hvor meget halm søerne indtager, især i dybstrøelsesstalde, hvor de kan æde store mængder. Dette er vigtigt at tage i betragtning, da halmforbrug ofte ikke indgår i den normale foderplan, og toksiner i halmen kan påvirke dyrenes sundhed.

Toksinbindere bruges ofte som en sikkerhedsforanstaltning for at reducere virkningerne af mykotoksiner. Doseringen er typisk 1-2kg pr. ton tørfoder, men det er vigtigt at huske, at binderen kun virker i vådt foder, da det kræver væske for at aktivere bindingen af toksinerne. For tørfoder sker bindingen derfor først inde i dyret.

 

Symptomer på mykotoksiner i foder og halm til grise

Uanset testresultaterne fra laboratoriet er det vigtigt at observere dyrene nøje. De vil ofte afsløre, om de er påvirket af toksiner, selv hvis analyserne ikke viser alarmerende værdier. Tegn på toksinbelastning kan inkludere:

– Diarré

– Nedsat foderoptagelse

– Mindre mælk

– Små kuld

– Manglende tilvækst

– Øresår eller halenekroser

– Akutte dødsfald

– Prolaps

– Stenyver

Disse symptomer kan være tegn på, at toksinniveauerne i foderet eller halmen er for høje, selvom det ikke nødvendigvis kan ses i laboratorieresultaterne.

 

Forebyggelse og håndtering af mykotoksiner

For at reducere risikoen for mykotoksiner i korn og halm er det vigtigt at have fokus på gode dyrknings- og opbevaringspraksisser. Sædskifte med afgrøder som raps eller pløjning kan være med til at reducere svampeforekomsten i jorden.

Effektiv opbevaring af korn indebærer regelmæssig ventilation. Kornet skal blæses igennem hver tredje uge (hele sæsonen), og indendørs siloer bør køres tomme og rengøres hver sjette uge for at forhindre svampevækst. En grundig rensning af siloer og korn er lige så vigtig som rengøring af vådfoderanlæg, da gammelt korn kan være en kilde til skimmel og toksiner.

 

For mere viden om mykotoksiner – lyt til vores podcast, som du finder via dette link: https://www.spreaker.com/podcast/o-vet-podcast–5965728

Vand og konsekvensen af vandmangel

Trivsel og gode resultater kræver rigeligt vand af god kvalitet. Grisenes vandbehov afhænger bl.a. af foderoptagelsen, fodersammensætning, den omgivende temperatur og grisens almene sundhedstilstand. Som tommelfingerregel har grise et dagligt vandbehov svarende til omkring 10% af deres kropsvægt. En diegivende so har et større behov på op til 50 L/dag for optimal sundhed og ydelse.

 

Vandmangel giver saltforgiftning

Det sker med jævne mellemrum, at staldpersonalet eller håndværkere glemmer at åbne for vandet efter reparationer af vandrør m.m.

Efter vandstop risikerer grisene at få symptomer på saltforgiftning og dø, hvis de får vand ad libitum med det samme. Derfor skal vandtildeling efter vandstop foregå restriktivt, og det er bedst at bruge langtrug. Anbefalingerne for vandtildeling varierer efter hvor længe grisene har manglet vand, men som hovedregel skal du tildele grisene 50 ml/kg med 1-2 timers mellemrum i op til 1-3 dage (alle grise skal frem og drikke). I alvorlige tilfælde kan det hjælpe at sprøjte alle grise med binyrebarkhormon. Dette vil kræve dyrlægebesøg.

 

Kronisk vandmangel skader produktionen

Kronisk vandmangel kan give store udfordringer i besætningen og opstår, når vandtrykket er for lavt, der er for få ventiler, eller vandet f.eks. er forurenet eller smager dårligt. Kronisk vandmangel er sværere at opdage, da symptomerne er uspecifikke, bl.a. lavere foderoptag, utrivelighed, diarré, flankesår og halebid. Hos søer ser man ofte urinvejsinfektioner, mørk urin og faldende mælkeydelse.

For at undgå problemer med vandmangel bør du sikre ventilydelsen. Grisene drikker mest ved fodring, så du bør tjekke i forbindelse med spisetid, hvor belastningen er størst.

  • Ventilydelse til smågrise: 2 L/min
  • Ventilydelse til slagtesvin: 4 L/min
  • Ventilydelse til drægtige søer: 6 L/min
  • Ventilydelse til diegivende søer: 8 L/min

Det anbefalede antal grise pr ventil afhænger af, om det er våd- eller tørfoder, samt om der er en drikkekop. Hvis du er i tvivl, om vandforsyningen i din besætning er tilstrækkelig, så bed din dyrlæge gennemgå det ved næste besøg.

Rengøring i trugene

Har du også renere gulve end drikkekopper? Et forsøg i Ø-Vet regi har vist, at drikkekopper, trug og langtrug indeholder væsentligt flere bakterier end det faste gulv eller spalterne.

Mange lægger et stort arbejde i at vaske stien, men gør mindre ud af drikkekopper, trug og langtrug. Ved prøveudtagning har vi fundet coli-bakterier på dyrenes mad- og drikketrug, selvom de så rene ud.

Hav ekstra fokus på at vaske og desinficere trugene, så mindsker du risikoen for infektioner og smittespredning.