Kontrol
Værd at vide om kontrolbesøg
Bisidder
Ved kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen, Landbrugsstyrelsen eller andre har du krav på en bisidder (f.eks. en advokat eller dyrlæge), og vi står selvfølgelig til rådighed.
En bisidder ved kontrolbesøg sikrer, at du under og efter kan få sparring og rådgivning af én, der har dine interesser som førsteprioritet.
Hvis du får kontrolbesøg, så kontakt din dyrlæge eller ring til vores kontor og bed kontrollanten om at vente med at gå ind.
Fødevarestyrelsens kontrolbesøg
Det er forskelligt, hvad Fødevarestyrelsen tjekker på et kontrolbesøg, men vedr. syge dyr, ser de ofte på følgende:
- Starter du behandling i rette tid?
- Udsorterer du til sygestien i rette tid?
- Følger du dyrlægens behandlingsvejledning?
- Vælger du aflivning i rette tid?
- Hvordan er sygestierne indrettede?
Husk derfor altid
- Kun at bruge medicinen til den/de sygdomme, den er udskrevet til i besætningen
- Til den dyregruppe/aldersgruppe, det er udskrevet til
- At følge doserings- og behandlingsvejledningen fra dyrlægen
- At tage aktivt stilling til behandlingskrævende dyr; skal de flyttes, er de færdigbehandlede, skal de genbehandles, eller bør de aflives?
- At sygestier skal indrettes med blødt leje i ⅔ af minimumsarealet, en varmekilde samt afkølingsmulighed. Et blødt leje kan bestå af rigeligt strøelse eller en eftergivende måtte (“blødt leje” defineres som et leje, hvori der kan laves aftryk)
Medicinregistrering
Når du behandler en gris, er der følgende krav til medicinregistrering:
- Dato for indledning og afslutning af behandlingen
- Lægemidlets navn
- Den indgivne mængde
- Indgivelsesvej (injektion eller via munden)
- ID af det/de behandlede dyr/grupper af dyr.
- Tilbageholdelsestid
Husk at kravene også gælder flokmedicinering, ormemidler og smertestillende – og at dine optegnelser skal gemmes i 5 år.
Vaccineopbevaring
Vacciner er underlagt de samme regler for opbevaring og håndtering som andre receptpligtige lægemidler:
- Vacciner skal opbevares på det CHR-nummer, som de er ordineret til
- Man skal have gennemført et medicinhåndteringskursus, før man må vaccinere
Du er dog ikke forpligtet til at føre optegnelser over anvendelse af vacciner. Spørg din dyrlæge, hvis du er i tvivl korrekt opbevaring og håndtering af vacciner.
Lovkrav om sygestier
Der er i dag krav om min. 2,5% sygestier i forhold til antallet af løsgående drægtige søer i besætningen.
Dette er dog et absolut minimum, og ved drægtighedsstier med æde-/hvileboks eller ESF bør der være 3-5% sygestier, mens anbefalingen ved gulvfodring eller vådfodring med konkurrence om foderet lyder på 10% sygestier.
En korrekt indrettet sygesti indeholder følgende:
- Blødt leje i ⅔ af minimumsarealet
- Mulighed for afkøling
- Varmekilde
Derudover skal du huske skridsikkert gulv, max 3 søer pr. sygesti og at undgå træk.
De gældende minimumsarealer for sygestier er:
Dyregruppe | 1 dyr i stien m2/dyr | Flere dyr |
Søer og gylte | 3,5 | 2,8 |
Grise 7-15 kg | 0,41 | 0,36 |
Grise 15-30 kg | 0,69 | 0,58 |
Grise 30-60 kg | 1,14 | 0,91 |
Grise 60-100 kg | 1,70 | 1,29 |
Grise 100-130 kg | 2,05 | 1,53 |
Grise 130-150 kg | 2,28 | 1,60 |